Spring navigation over

Rekordår for feriehusudlejningen på Skiveegnen

23-04-2018

Der var en markant fremgang i antallet af overnatninger i år 2017 på Skiveegnen: 301.257 blev det helt præcis til – svarende til en stigning på 12% i 2017 i forhold til 2016

SETs direktør Uffe Frovst siger om den flotte fremgang: -Overnatningstallene for campingpladser og havne er desværre faldet en smule. Vandrerhjem og hoteller har tilsammen en mindre stigning på 691, mens den helt store fremgang ligger i feriehus-udlejningen, som steg med hele 31.569 overnatninger i forhold til 2017 – fra 90.812 til 122.381. På landsplan taler man om en prognosestigning på mellem 2 og 4 % for feriehusovernatning, men det må vi sige at have overhalet her på Skiveegnen med en stigning på knap 35 %.

Den store stigning i netop antallet af feriehusovernatninger er en glædelig nyhed hos SET. -Udlejningsbureauerne har tidligere haft store problemer med at følge med efterspørgslen på Skiveegnen, da der lokalt hersker en udbredt landliggerkultur mht. feriehuse, fortæller Uffe Frovst, der tilføjer, at såvel SET som Skive Kommune i de seneste år har haft fokus på at skabe kontakt til ejerne af lokale feriehuse med henblik på at få flere af husene til udlejning. -Om det er den indsats, der nu slår igennem, kan vi ikke vide med sikkerhed, men noget kunne tyde på det, siger Uffe Frovst, der tilføjer, at feriehusene primært udlejes til tyske, norske og danske gæster.

Erhvervskonsulent Janne Kragh Pedersen fra SET fortæller: - At overnatningstallene på campingpladser og i lystbådehavne ikke er steget i 2017, må vi nok tilskrive vejret, idet både sommer- og ”skulder”sæsonerne var en utrolig våd omgang.

I Skive kommune findes en fælles politik på turismeområdet, som har medvirket til at samlet kræfterne og fokusere indsatsen på udvalgte områder. - Vi har haft fokus på at tiltrække turister – primært danske, tyske, norske og hollandske – hele året, siger Janne Kragh Pedersen, der uddyber: -Og netop fordi vi har sat alle sejl til mht. markedsføring af bl.a. de spændende lokale fortællinger, madoplevelser, egnens deltagelse i Aarhus 2017 med bl.a. VM i Middelalderkampsport og BioGas2020-konferencen – og Fur, selvfølgelig – har vi trukket mange gæster til, som måske ellers ikke har set Skiveegnen som destination.

-Lægger vi den fælles lokale indsats sammen med den tværkommunale indsats i Enjoy Limfjorden, er Skiveegnen nu endnu mere synlig for såvel danske som udenlandske gæster, siger Janne Kragh Pedersen.

Også rekord i Enjoy Limfjorden

Som nævnt, har også samarbejdet med nabokommunerne i Enjoy Limfjorden øget Skiveegnens synlighed i Danmark og på nærmarkederne Tyskland og Holland. Samlet set har Enjoy Limfjorden (Holstebro, Lemvig, Struer, Morsø og Skive kommuner) haft en overnatningsfremgang på 26.498 (fra 2.166.000 i 2016 til 2.192.498 i 2017).

Leder af Enjoy Limfjorden, Peter Emsenhuber Graversen: -Destinationen havde igen i 2017 et rekordår, idet den samlede fremgang i overnatninger blev på 1,22%. Især Skive Kommune har haft et helt fantastisk år i 2017 med en fremgang på intet mindre end 31.569 overnatninger – hvilket er det højeste antal, der er målt i kommunen.

Uffe Frovst konkluderer: -Fremgangen kan ikke tilskrives et enkelt tiltag, men er forhåbentlig udtryk for et langt og sejt træk i den rigtige retning i et stærkt samarbejde mellem særdeles engagerede og servicemindede turismeaktører, kommunen og SETs medarbejdere, hvorved potentialet udnyttes optimalt.

 

Tallene baserer sig på branchens egne indberetninger af overnatninger – i praksis overnatninger på hoteller med over 40 senge, vandrerhjem, campingpladser med mere end 75 enheder, lystbådehavne samt feriehusudlejninger. Tallene er uden Airbnb og mindre overnatningssteder med under 40 sengepladser, som ikke er indberetningspligtige til Danmarks Statistik. Der kan være afvigelser og efterkorrektioner i tallene.

Foto: Lyby Strand, Janne Kragh Pedersen