Spring navigation over

Orienteringsmøder om forskønnelse af Viborgvej i Skive

22-02-2018

Er du erhvervsdrivende, boligejer eller beboer på Viborgvej, inviteres du til orienteringsmøde om renovering og forskønnelse af vejstrækningen

Erhvervsdrivende, boligejere og beboere på Viborgvej i Skive inviteres til orienteringsmøde om forskønnelse og renovering af Viborgvej i Skive by. Skive Kommune udsendte i sidste uge en digital invitation til de berørte virksomheder, boligejere og beboere på vejstrækningen.

Orienteringsmødet for erhvervsdrivende finder sted:
Onsdag den 28. februar 2018 kl. 15:00-17:00 i Den Blå Diamant, Rådhuspladsen 2, 7800 Skive i kantinen på 3. sal.

Orienteringsmødet beboere og boligejere finder sted:
Torsdag den 1. marts 2018 kl. 16:00-18:00 i Den Blå Diamant , Rådhuspladsen 2, 7800 Skive i kantinen på 3. sal.

På mødet vil den endelige vejudformning for Viborgvej blive præsenteret. Anlægsfasen vil blive gennemgået, herunder de enkelte deletaper og hvordan trafikafviklingen tænkes gennemført.

Baggrund for projektet
Skive Vand A/S skal udskifte forsyningsledninger i Viborgvej og i den forbindelse er det besluttet, at gennemføre en total renovering og forskønnelse af Viborgvej, som forventes gennemført i 2018 og 2019.

Viborgvej er en af de mest befærdede veje i kommunen med en trafikbelastning fra ca. 14.300 motorkøretøjer i døgnet. Gennemførsel af projektet giver derfor en række trafikale udfordringer, både ved valg af vejudformning og i selve anlægsfasen.

Forskønnelse af indfaldsvejen
Arkitektfirmaet Møller og Grønborg har udarbejdet projektforslaget til forskønnelse af Viborgvej med beplantning og nye belægninger. Ideen med projektet har været, at bringe de grønne strandenge og naturen ind i byen. De viste illustrationer herunder visualisere tankerne bag projektet.

Hvordan skal vejen se ud?
Den fremtidige udformning af Viborgvej skal sikre en hensigtsmæssig adgang til nuværende og fremtidige erhvervs- og beboelsesejendomme. 

I forbindelse med projekteringsfasen vil der snarest ske en opmåling af de eksisterende forhold på Viborgvej, herunder opmåling af indkørsler og tilstødende arealer til vejen. Det kan være nødvendigt at opmåle et mindre stykke ind på privat ejendom. 

Har virksomheder eller boligejere planer eller ønske om at flytte en nuværende indkørsel, kan det tilpasses det endelige projekt. I projekteringsfasen vil grundejeren blive kontaktet og forelagt den løsning, der er valgt ved deres ejendom.

Adgang til de enkelte ejendomme tager udgangspunkt i eksisterende overkørsler. Indkørslerne til beboelsesejendommene vil som udgangspunkt blive udformet efter nedenstående principskitse.


Trafikafviklingen 
Der skal i hele forløbet sikres en hensigtsmæssig afvikling af den gennemkørende trafik, men også trafikal adgang til virksomheder og ejendomme.