Spring navigation over

Iværksættere giver skulderklap til Skive Kommune

08-12-2017

Selvstændigt erhvervsdrivende har blåstemplet Skive Kommune som en god samarbejdspartner

Som iværksætter kan man roligt takke ja, når Skive Kommune ringer med en opgave, melder en af landets velkendte iværksættere, Martin Thorborg, der har startet en stribe firmaer og er adm. dir. i virksomheden Dinero.

Skive Kommune er nemlig en af de seneste kommuner til at blive blåstemplet som en god samarbejdspartner blandt de brugere af Dinero Regnskabsprogram, som sælger til kommunen. 

Derved er Skive Kommune, som arbejder målrettet på at forbedre betalinger til tiden, blevet optaget på Dineros ”Flinke-liste”. Listen har til formål at blåstemple virksomheder, som betaler til tiden, og som er gode samarbejdspartnere og dermed skærme iværksættere fra dårlige betalere og brodne kar.

 

Fremgang for kommunerne

En undersøgelse fra Ase viser, at kommunerne i en årrække har haft et ry som dårlige betalere, men der fremgang at spore over hele landet.

 - Faktisk har 91 af landets 98 kommuner nu fået så flotte bedømmelser, at vi kan blåstemple dem som gode samarbejdspartnere. Det glæder mig, at samarbejdet mellem iværksættere og kommuner nu tilsyneladende er så velfungerende, for sådan har det ikke altid været, siger serieiværksætter Martin Thorborg, Dinero. 

- At syv kommuner ikke er blåstemplet, betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige betalere eller dårlige samarbejdspartnere. Sandsynligvis har størstedelen af dem bare ikke fået nok bedømmelser til, at vi kan blåstemple dem – endnu.

 

Opgør med blakket ry

Han kalder det et "opgør med kommunernes blakkede ry", for evnen til at betale iværksætterne til tiden har nemlig ikke altid været imponerende. En undersøgelse foretaget af Ase i 2014 viste, at 16% af iværksætterne havde haft dårlige betalere blandt kommunerne. En stigning på to procentpoint på to år. 

- Kommunerne har længe haft et dårligt ry i iværksætterkredse. Forhåbentlig indikerer de gode bedømmelser, at kommunerne har strammet op og har fået styr på betalingsfristerne. Det er også nødvendigt, hvis vi fortsat vil dyrke iværksætterkulturen i Danmark. Det, der for en kommune er småpenge, er ofte en livsvigtig indkomst for en nystartet iværksætter, der er gået all in på at etablere egen virksomhed. Vi er nødt til at give gode vilkår til mennesker, der ønsker at starte egen virksomhed – og det nemmeste sted at starte er da at betale regningerne til tiden, slutter Thorborg.