Spring navigation over

15-20 nye arbejdspladser på vej til Salling

05-10-2018

Magnus Olesen A/S – der er én af Sallings få tilbageværende møbelfabrikker - udvider produktionen i Durup og investerer i øget automatisering

I forbindelse med sammenlægning af Haslevs og Magnus Olesens fabrikker i én enhed, udvider Magnus Olesen A/S produktionen i Durup og investerer i øget automatisering. Dette medfører, at der gennem de kommende måneder vil blive ansat 15-20 mand til produktion af de møbler, som tidligere blev fremstillet på fabrikken i Haslev.

Haslevs nuværende fabrik ligger i et parcelhusområde, hvilket giver begrænsninger i forhold til produktionen både i forhold til tid og andre gener, der ofte vil være i forbindelse med en produktionsfabrik. Derudover er konkurrencen blevet mere intensiv, mange konkurrenter er flyttet til udlandet, eller har helt afhændet deres produktion og producerer alene via underleverandører.

Udover forøgelse af arbejdsstyrken vil der blive investeret i automatisering på fabrikken i Durup, så produktionen kan gennemføres så effektivt som muligt. For begge virksomheders vedkommende er det væsentligt, at produktionen af de to kollektioner fortsat finder sted i Danmark, samt at produktionen er konkurrencedygtig og baseret på bæredygtighedsprincipper til fordel for kunderne. Med tiltaget sikres, at begge virksomheder kan imødekomme den vækst, der opleves i øjeblikket og som forventes i de kommende år.

Haslev har allerede for to år siden flyttet produktionen af Haslev reolen til Durup, og nu følger så den sidste del. 

Flytningen vil blive gennemført løbende over de kommende 5 måneder. Det er målsætningen, at den løbende flytning vil gøre det muligt at gennemføre sammenlægningen uden nogen påvirkning af vores service, kvalitet eller leveringssikkerhed overfor vore kunder.