De nystartede virksomheder fordeler sig på alle brancher. Generelt er erhvervslivet i Skive Kommune præget af entreprenørskab med stor lyst og virketrang. Vi har nogle meget motiverede iværksættere, og det afspejles i en meget høj overlevelsesrate. En iværksætter defineres ved at være en virksomhed, der er under 3 år gammel, og af de nystartede virksomheder i Skive Kommune er hele 78,9% fortsat i gang efter 3 år. Det er højt i forhold til landsplan.

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenters, SET, rolle er at vejlede og guide iværksætterne bedst muligt ud fra deres individuelle behov. Derfor får alle en invitation til at møde op i iværksættercaféen i Step1, hvor de tilbydes gratis vejledning. Her kan de både møde en iværksætterkonsulent fra SET, en revisor, en advokat og af og til andre professionelle rådgivere, der stiller sig til rådighed.

Er der behov for yderligere, kan iværksætterne henvises videre. Nogle fortsætter i individuel vejledning, andre deltager i et iværksætterkursus (springbræt) og endelig er der nogle, der tilbydes et vejledningsforløb i samarbejde med Væksthus Midtjylland for udarbejdelse af udviklingsplan i samarbejde med en specialiseret rådgiver.

 

 

 

 

 

 

 

Publiceret 01-12-2017